MAGT - OG AFMAGT

       i litteraturens verden                                                                                                          Janne Teller 21.10 - 2020  - C -


                        MAGT og AFMAGT i litteraturens verden
 

For en del år siden var jeg ude for en oplevelse i litteraturens verden, der har forfulgt mig lige siden.

Jeg debuterede næsten samtidigt med Christian Jungersen på Centrum forlag i 1999. Vores romaner var begge anmelderroste bestsellere; Jungersens ’Krat’ vandt debutantprisen det år, min ’Odins ø’ blev solgt til oversættelse i en række europæiske lande.

Vores veje krydsedes ofte, og det blev naturligt for os at mødes til kaffe, og for mig at invitere Christian og hans kæreste med til middage og fester, som jeg holdt med min daværende kæreste, Afrika-journalisten Peter Tygesen.

            Jeg var kort forinden kommet hjem efter mange år i udlandet, hvor jeg havde arbejdet for FN med humanitære opgaver, fredsprocesser, konfliktløsning og udvikling. Jeg havde været to år i Dar-es-Salaam, nogle år i FN’s hovedkvarter i New York bl.a. som højre hånd og taleskriver for UNDP’s øverste chef, og senest to år i Mozambique som højre hånd for chefen for FN’s fredsproces. Jeg havde altid skrevet om natten ved siden af studium og jobs, men der var aldrig timer nok. Så i 1995, da jeg havde betalt min studiegæld ud, og fredsprocessen i Mozambique var (vellykket) ovre, forlod jeg mit professionelle liv for at koncentrere mig om litteraturen.

Sideløbende med min anden roman Intet (2000), gik jeg i gang med den tredje Kattens tramp, der er en krigs- og kærlighedsroman om en mandlig krigskirurg, der sætter sig for at slå sin desperate passion for en jugoslavisk-østrigsk kvinde, han ikke kan få, ihjel, mens han sideløbende genoplever 1990’er Balkan-folkemordenes historie, og de rædsler han der har bevidnet.

Jeg skrev denne roman, fordi jeg var nødt til at skrive om krig efter mine voldsomme oplevelser i Mozambique og andre steder, og på grund af min egen tysk-østrigske familiehistorie, der er vokset ud af asken på første og anden verdenskrig. Og så fordi den etniske udrensning på Balkan var min generations europæiske identitetshistorie – og skam.

Jeg skrev om forsøget på at slå den altopslugende passion ihjel, fordi det var min egen historie. Når du elsker på en vis, der ikke er plads til i denne verden, hvad kan man så andet end at forsøge at slå kærligheden ihjel? Men hvad sker der, når man prøver at slå sine egne følelser ihjel? Med omverdenen, med en selv? Det søgte jeg svar på, samtidigt med at jeg var overbevist om, at her lå også en af nøglerne til borgerkrigenes ufattelige mekanismer. Den store historie i den nære.

Mozambiques borgerkrig havde været en krig af regerings- og oprørsstyrker mod civilbefolkningen snarere end to hære mod hinanden; en sytten år lang krig af afskårne ører, bryster og næser, af hverdagstortur og levende begravede, massevoldtægter og massemord. Våbenhvileaftalen da FN’s fredsprocess - og jeg selv - landede i 1993, var længe kun et porøst låg, der ofte krakelerede. Kattens tramp var også min måde at give mening til nogle af de mange oplevelser af brutalitet, jeg selv personligt har været udsat for: fra et meget voldeligt røveri af min bil i DaresSalaam, 1989 (tre mænd, pistol for min pande, beordret ned på jorden, mens mine vagter blev sparket halvt ihjel); Mozambique 1993-94, gentagne gange geværer rettet mod hovedet af både oprevne regeringssoldater, sultne oprørssoldater eller børnesoldater, som man ikke aner om er påvirket af hvad, skal vise sig overfor hvem, eller om de blot er i dét humør den dag; Maputo, efterår 1994 omringet af og forsøgt lukket inde (med klar udsigt til massevoldtægt og sikkert drab) af 25-30 fulde, vrede mænd; osv osv.

Samt endelig et forsøg på at forstå den kollegiale malice, som jeg var stødt på som en nærmest implicit del af den karrierepolitiske konkurrence i visse dele af FN - og om hvordan det på alle niveauer gælder om at finde undtagelsen: forstået som de personer, der sætter integritet og etik højere end personlig vinding.

I årene 1999-2004 mens jeg skrev på Kattens tramp, tog jeg ofte til Balkan og boede i længere perioder i Sarajevo og Mostar hos venner der arbejdede for FN-missionen, bl.a. med ansvar for de hjemvendte flygtninges sikkerhed, og gennemtrævlede ellers den smukke bjerg- og flodrige natur fra bombetomt til sønderskudt landsby og landemærke. Talte konstant med folk der havde gennemlevet krigen, lokale såvel som soldater og nødhjælpsarbejdere. Selvom det allerede var nogle år efter krigen, var det meste af Bosnien, og store dele af Kroatien, særligt i Krajina, stadig ruiner og en næsten ikke-eksisterende økonomi. Det var langtfra sikkert at køre rundt som ene pige – jvnfr Eriksen & Stjernfelts beskrivelser af deres rejser to mænd sammen. Men jeg kom fra barskere forhold i Afrika, stolede på mine instinkter og sørgede så vidt muligt for at have benzintanken fuld og ekstra med, så jeg ikke skulle løbe tør midt om natten på hullede spøgelsestomme veje.

                                                         *

Alle jeg kendte i de år, og ikke mindst Christian Jungersen, vidste at jeg tog til Balkan for at arbejde på min roman. Alle vidste at jeg skrev om folkemordet. Mere fortalte jeg kun til få indviede.

            Jungersen kom fra en tilværelse som kommunikationsuddannet på langvarig arbejdsløshedsunderstøttelse på Nørrebro. Men han var interesseret i mit liv og virke, og efter klare løfter om fortrolighed så jeg ingen grund til ikke at tro ham.

Så selvom jeg langsomt blev ukomfortabel ved Jungersens spørgsmål om mit tidligere arbejde for FN, mit fortsatte konsulentarbejde rundt om i Afrika, mine researchrejser til Bosnien og mine studier af etnisk udrensning, for ikke at tale om mit personlige liv, min daværende næsten lammende hoftegigt, mit nyligt afsluttede kærlighedsforhold til den italienske FN- og EU fredsmægler Aldo Ajello (som bl.a. var ansvarlig for opfølgningen på folkemordene i Rwanda og Burundi) - og endnu mere mine koncepter bag og ideer til min nye roman – så syntes jeg ikke jeg kunne andet end tro på hans gentagne løfter. Ikke mindst fordi Jungersen blev rasende over ’min mistillid’, hvis jeg rejste den mindste tvivl.

Jeg blev derfor mildt talt chokeret, da min redaktør Johannes Riis i forsommeren 2004, få måneder inden udgivelsen af Kattens tramp, fortalte mig, at nu skulle Gyldendal udgive endnu en roman om folkemord: Undtagelsen (sic!) af netop Christian Jungersen.

Min fornemmelse af at der var noget galt, uanset hvad Jungersen bedyrede, havde året inden fået mig til langsomt at trække mig fra venskabet, og jeg var af forskellige årsager rykket forlag og troede derved at lægge yderligere afstand. Men nej - og da jeg snart efter rendte ind i Jungersen på gangene, og han hørte at Johannes Riis havde sat min Kattens tramp til at skulle udgives ved forlagets efterårsreception, ville han også have samme udgivelsesdag. Den samtale står mig stadigvæk lysende klar.

Lidt prøvende, da jeg jo endnu ikke vidste hvad der stod i hans roman, svarede jeg:

”Jeg tror ikke, det er en god ide, for det er nok lidt meget med to romaner om folkemord på samme dag.”

”Nå, handler din roman også om folkemord?” var Jungersens replik!

                                                        *

Kort efter kunne jeg læse alt, hvad jeg havde fortalt ham, sætning efter sætning i hans roman. Det var som havde han haft en båndoptager med til vores samtaler. Foruden paralellerne til mit liv: den italienske fredsmægler, afrikajournalisten med den jyske accent der er ti år ældre end hovedpersonen, gigten, børnesoldaten der retter geværet mod ens hoved, beskrivelsene af folkemordet i Rwanda, Burundi, på Balkan, beskrivelserne af disse og flere andre lande, osv osv, var som nedskrevet direkte fra mine fortællinger. Selvfølgelig var der også andet i den roman. Men en væsensdel af alt det, som jeg havde fået indsigt i efter at have sat livet på spil og arbejdet årevis i døgndrift under barske forhold, med diverse tropesygdomme og traumer som eftervirkninger (dvs hovedstolen), og som jeg kun havde fortalt Jungersen under klokkeklare løfter om aldrig at skrive om, var med.

Medfarten kan kun lignes med intellektuel vold. Men jeg vidste også, at jeg havde en 'tabersag' - jeg kunne jo have holdt mig fra at tale med Jungersen om nogetsomhelst. Offentligt ville det blot blive en fejde mellem forfattere, der ville kæde mig sammen med Jungersens ondskabsfulde karakterer og univers. Og da alt det personlige var vendt om, det var ikke 1:1, men 1:-1, ønskede jeg selvfølgelig ikke at blive forbundet med den roman – som jeg heller aldrig har kunnet læse færdig. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det, var jeg på allermest udspekulerede vis, sat skakmat.

Så bortset fra til min redaktør, Johannes Riis, og nogle få nære venner og kolleger, talte jeg ikke højt om den tildragelse.

Når jeg nu gør det alligevel, efter så mange år, er det fordi dette ikke fik lov at stå som en enkelt nok så hæslig oplevelse, men dog én man kan lægge bag sig - men blev begyndelsen til en mærkelig rullende lavine, der ikke siden har været til at standse.

                                                        *

Dybt påvirket af bedraget som på mange måder var værre end enhver oprindelig grusom hændelse, mestendels fordi det var så unødvendig en ondskabsfuldhed, valgte jeg det, som er min måde at forstå på: at skrive en roman om temaet i en helt anden historie uden direkte relation til den virkelige, for at sætte mig udover mig selv og enhver forudindtagelse, og se på emnet kunstens etik som sådan.

            Jeg ved at nogen har forsøgt at læse den virkelige historie ind i min roman, der fik titlen Kom (Gyldendal 2008). Men Kom er ren fiktion, ikke autofiktion! Jeg vil også gerne understrege, at Johannes Riis (så vidt jeg ved) ikke kendte nogetsomhelst til forhistorien, eller Jungersens løfter til mig. Jeg er  ikke den forurettede forfatter eller for den sags skyld, den grænseoverskridende. Det der interesserede mig ved at skrive Kom, var - netop fordi jeg også selv er forfatter - totalt åbent at afsøge hvor de etiske grænser går for det evige spørgsmål i kunsten: hvor tæt kan en kunstner tillade sig at gå på et andet menneske? Og det kunne selvfølgelig kun gøres fra en udenforståendes, altså i Kom fra forlæggerens, vinkel.

Til min overraskelse fandt jeg i løbet af skrivningen ud af, at man ikke kan besvare dette spørgsmål uden først at stille et andet: Hvem har magten her? 

Skriver forfatteren op imod magten, må denne selvfølgelig gå så langt som de har brug for eller situationen påkalder det. Men er forfatteren selv magthaveren, og skriver om nogle de har magten over, fx. deres børn eller fortrolige, så forfatteren selvfølgelig stadig gøre hvad han vil – blot kan han rent etisk set ligeså nemt blive magtmisbruger på samme vis som alle andre, der besidder magt. Det er i hvert fald den etiske vægt, som jeg ledte efter for mit eget forfatterskab, og for mit syn på litteraturens magtbalance - og som jeg mener holder rent filosofisk.

Hvad andre forfattere vælger at gøre, er selvfølgelig op til dem. Jeg hverken kan eller vil moralisere for andre forfatteres virke.   

                                                       *

Det mærkelige var, at netop som jeg i efteråret 2006 havde afleveret en tidlig version af mit roman-manuskript til Johannes Riis, kom Astrid Saalbach, som var en af de få, der kendte alt til min traumatiske oplevelse med Jungersen, til at afsløre, at hun nu var i gang med et skuespil om det jeg havde fortalt - denne gang om mit arbejde med udviklingsbistand. Og da jeg prøvede at foreholde hende, at hun jo havde lovet ikke at skrive om, hvad jeg fortalte (et løfte vi havde givet gensidigt), og forklarede det meget lidet ordentlige i at gøre det alligevel netop ovenpå Jungersenhistorien – som at blive voldtaget af den ven man søger hjælp hos efter en voldtægt - var hendes svar iskoldt: 'At hun var forfatter og kunne skrive hvad hun ville'.

Da jeg så efter mange bønner og en del forbandelser, gjorde hende opmærksom på, at jeg jo i så fald havde samme ret, strøg hun til Johannes Riis for at få ham til at standse - dvs censurere -  hvis jeg skulle have skrevet nogetsomhelst i mit manuskript om hende!

Men jeg skriver ikke sådan - min fiktion er vitterlig fiktion. Så Johannes havde også sine problemer med at finde den mindste smule i teksten, der skulle passe med Saalbachs anklager. Og alligevel advarede han mig flere gange mod at skrive om Saalbach ...!   

  Jeg var nu tre-dobbelt målløs. Uanset om jeg ville gøre brug af denne kunstneriske ’ret til hvadsomhelst’, som de andre gjorde, burde den vel være principiel for alle. Men nej. Den 'Totale ytringsfrihed i litteraturen' gjaldt altså i Saalbachs og Gyldendals øjne kun udvalgte forfattere og ikke andre.

                                                              *

Med de to tildragelser i bagagen koblet med udgivelsen af Kom i 2008, blev jeg, trods det at temaet aldrig havde ligget mig særligt på sinde, nærmest synonym med ’litteratur og etik’. Desværre på et grundlag hvor de færreste satte sig ind i, hvad jeg sagde og skrev. Jeg er igen og igen blevet – og bliver endnu i dag - mødt med en underliggende aggression over, at ’jeg vil begrænse forfatternes ytringsfrihed’ uden at få forklaret, hvor jeg nogensinde skulle have udtrykt dette? For det har jeg aldrig!

For mig drejede Jungersen og Saalbach historierne sig først og fremmest om helt bevidst brudte løfter og virkelig rådden venne-adfærd. Hverken mere eller mindre. Ved aldrig at udlevere nogen af dem offentligt og kun at forholde mig til ’etik i kunsten’ generelt, troede jeg, at jeg kunne slippe for yderligere problemer og personfnidder. Men at tie om det personlige var måske det værste, jeg kunne have gjort.

Jeg kan ikke vide, hvad der er blevet fortalt af usande skrøner. Men nogle må der være fortalt. For nærmest som om jeg har skullet overbevises om, hvad jeg i forvejen er enig i: ’At litteraturen selvfølgelig er fri’ - greb kopierings-sporten yderligere om sig.

Helt til en besynderlig form for fanfiktion skrevet af en (mig ubekendt) Johannes Fibiger. Bogen blev kaldt et svar på min roman Intet – med titlen Alt (sic!) – men var i stedet en total plagiering af Intet blot omsat fra folkeskole til gymnasium, som Gyldendal udgav i 2011, men siden måtte trække tilbage og makulere, da Fibigers bog var et egentligt juridisk ophavsretsbrud på Intet.  

Jeg fik i den forbindelse blot en mumlet undskyldning af Johannes Riis i Gyldendals gård til forlagets efterårsreception. Det trods at jeg ingen opbakning havde fået undervejs, efter at en journalist fra Information gjorde mig opmærksom på eksistensen af Fibigers bog, og at den visse steder var nærmest enslydende med Intet. Tværtimod måtte jeg undersøge situationen selv i strid modvind fra forlaget, og tilmed serveret flere løgne fra den Børnebogsafdeling der var ansvarlig for bogen. Jeg var ellers loyal nok overfor Gyldendal til at bøje mig for det ret betydelige pres pålagt af forlaget og min daværende agent Lars Ringhof, om at holde mund og ikke besvare nogen af pressens mange henvendelser.

Taknemmelighed lå dog ikke øverst i mahogniskufferne. Tværtimod. At jeg, ene forfatter (kvinde?), var gået op imod forlaget, og havde haft ret, var tydeligvis ikke noget, man bliver populær af, men i stedet noget der hurtigt ødelagde mit forhold til forlaget.

Næsten ligeså mærkeligt er, at denne noget ensomme kamp mod ophavsretsbrud, i dele af miljøet er blevet fordrejet til, at jeg ikke kan tåle at folk inspireres af mit arbejde. For jo, meget gerne. Alle forfattere, også jeg selv selvfølgelig, inspireres på kryds og tværs af hvad vi læser, ser, hører og (op-)lever. Det hverken kan eller skal være anderledes. Men copyright er den grundlæggende, juridisike ophavsret til vores værk. Netop det allerhelligste i litteraturen: dét som alle forfattere lever af. Og forlagene faktisk også!

                                                    *

Jeg skriver ikke dette for forsinket at tage et større opgør. De oprindelige hændelser ligger langt tilbage, verden er en anden, ledelsen i Gyldendal er skiftet, og identitetsproblematikken har vendt op og ned på debatten om litteratur og etik.

Jeg skriver, fordi miskonceptionerne synes at hænge tykkere i luften for hvert år, der er gået, fordi efterdønningerne kun bliver flere, og fordi det er ganske umuligt at fungere som forfatter - og som menneske - under disse betingelser. Jeg skriver dette, uanset hvor angstfremkaldende svært det altid falder mig at fortælle noget personligt i bredere kredse, udelukkende fordi en klog, gammel tysk digter har sagt til mig, at det er det eneste valg jeg har. Fordi som han siger det: sandheden vil sætte mig fri.

 

                                                          *****